DanskStart
website-hit-counters.com visitors since November 2010.

 

Dagbogen om Tycho Brahes sidste dage

Foredrag ved undertegnede på Tycho Brahe Planetarium 15.01.2009

Indledningsvis vil jeg takke Tycho Brahe Planetarium for at give mig mulighed for at fremlægge min teori om Tycho Brahes dødsårsag her i Danmark. Den bygger på et hidtil upåagtet vidnesbyrd nedskrevet af et øjenvidne, slægtningen Erik Brahes dagbog. En del af teorien er allerede kendt af en række historikere, der har haft nogle artikler til peer review, som man siger på akademisk dansk. Flere lærde folk har vurderet, at ”der er tale om gisninger og koblinger, som man skal have en livlig fantasi for at følge” eller at det er ”den rene spekulation, i bedste Se og Hør-stil, fuld af postulerende antydninger”.
         Mine damer og herrer, De er hermed advaret mod min teori, der ganske rigtigt bygger på spekulation. I det henseende er mit forbillede Doktor Faust, skåningens tyske modstykke. I den berygtede faustbog, der udkom midt i Tycho Brahes tid på Hven, blev den videbegærlige tyske humanist hængt ud som ”ein Spekulierer”. Det var allerede dengang et skældsord, der blev brugt om dem, der ikke holdt sig til de ortodokse teorier. Faust solgte som bekendt sin sjæl til djævlen og fik til sidst sin hjerne tværet ud på væggen i et værtshus. Hans krop endte på en mødding. Det var prisen for hans higen efter sandhed. Her i landet har vi nu om dage ubegrænset ytringsfrihed. Jeg nærer derfor håb om at få en lykkeligere skæbne end Faust, til trods for min spekulative teori.
         Jeg anvender af og til hårde ord om mit fædreland, men som det gamle ordsprog siger: ”Den, man elsker, tugter man”. For ikke at forekomme som en landsforræder vil jeg gerne anføre et kort citat fra min sidste bog om Hven: ”Jede kritische Zeile – und deren sind viele – ist aufrichtigem Patriotismus und glühender Liebe zur Wahrheit entsprungen: O Dania, meine ferne Liebe”. På samme måde er også dette foredrag rundet af oprigtig patriotisme og brændende kærlighed til Dania og til sandheden.
         Mine damer og herrer, min spekulative teori er kompliceret, næsten lige så kompliceret som virkeligheden, og den kræver en smule baggrundsviden. Jeg vil derfor bede om en halv times tålmodighed, indtil vi åbner morderens dagbog.
         Tycho Brahes pludselige død i Prag har altid optaget sindene, og interessen er kun blevet større, efter at der for nogle år siden blev fundet kviksølv i hans legemlige rester. Der hersker i dag bred enighed om, at han døde af kviksølvforgiftning. Ved gravåbningen i 1901 udtog man skæg- og hårrester. De blev lagt i en æske, der blev overdraget til Danmark af det tjekkiske nationalmuseum efter Murens fald. I første omgang blev der foretaget en såkaldt atomabsorptionsspektrometrisk analyse af skægresterne. Det viste sig, at de indeholdt 12,5 gange mere kviksølv end normalt. Undersøgelsen kunne ikke afgøre, om denne høje dosis var fordelt jævnt i skægget. Man vidste altså ikke, om giften var indtaget på én gang eller gradvist.
         Den svenske fysiker Jan Pallon foretog senere en anden slags analyse. Hans metode bestod i at bombardere et hår med protonstråler for at bestemme dets kemiske sammensætning på en endnu mere nøjagtig måde. I et af hårene var roden bevaret. På grundlag af hårets normale vækstrate (ca. 0,5 mm om dagen) var fysikeren i stand til at bestemme, hvornår kviksølvet var trængt ind i håret. Svenskerens konklusion var kategorisk. En usædvanlig høj mængde kviksølv blev indtaget på én gang, og det skete omkring 13 timer før dødsfaldet. Pallon udarbejdede et diagram, der viste kviksølvindholdet i de sidste 74 timer af videnskabsmandens liv. Kviksølvsøjlen ses tydeligt til venstre.
         Tilstedeværelsen af det dødelige metal i Tycho Brahes krop kan kun forklares på to måder. Enten blev astronomen myrdet, eller også indtog han gift ved en fejltagelse.
         I de seneste år har uagtsomhedshypotesen været altdominerende, især i Danmark. Tilhængerne af denne teori formoder, at Tycho Brahe led af en eller anden sygdom, der foranledigede et sygeleje efter en middag hos en bøhmisk baron, som vi skal komme tilbage til. For at kurere sig selv fremstillede Tycho Brahe en kviksølveliksir og kom af ren åndsfraværelse til at dosere sin egen medicin forkert.
         To amerikanere har for deres vedkommende forsvaret en mordhypotese. De forklarede tilstedeværelsen af kviksølvet i skægresterne med, at Tycho Brahe blev forgiftet i to omgange, først ved den omtalte middag den 13. oktober og dernæst den 23. oktober hjemme hos ham selv. Amerikanerne anklagede skåningens assistent Johan Kepler for at have myrdet sin arbejdsgiver. Denne teori er stødt på stor skepsis.
         Erik Brahes dagbog taler for, at ingen af de to hidtidige teorier holder stik. Alt tyder på, at svenskeren myrdede sin berømte slægtning og at han udførte det beskidte arbejde på dansk bestilling.
         Inden vi stifter nærmere bekendtskab med dette afgørende vidnesbyrd, vil jeg gerne først præsentere astronomen.


         Tycho Brahe kom til verden i Skåne og blev som 15-årig sendt til Leipzig med den senere digter Anders Sørensen Vedel som hofmester. Efter tre år i Sachsen vendte han kort tid tilbage til Danmark og tilbragte derefter 5 år i forskellige tyske byer. Først som 24-årig bosatte han sig hos sin onkel Sten Bille i nærheden af sit skånske fødested. Dengang havde han opholdt sig en tredjedel af sit liv i Tyskland, var uddannet i Tyskland, og tysk var hans andet hovedsprog ved siden af latin. Dansk anvendte han så lidt som muligt.
         I Skåne traf han en bondepige ved navn Kirstine og blev sammen med hende far til 8 børn. Deres ældste datter blev født det år, hvor Tycho Brahe blev opnåede verdensberømmelse takket være en lille bog om en ny stjerne. Efter sin anden datters fødsel tog han til udlandet igen for at finde en mæcen, der havde råd og lyst til at støtte hans forskning. Han blev i Tyskland i over et år og overværede kejser Rudolf II’s kroning i Regensburg. Som 30-årig blev han tilbudt Hven og en lang række økonomiske privilegier af Frederik II. Den danskfødte verdensmand tog imod tilbuddet af jordnære, finansielle grunde, ikke af uegennyttig patriotisme.
         I 21 år levede Tycho på sit isolerede len midt i Øresund. Her lod han opføre Uraniborg, ifølge flere eksperter det mest eventyrlige bygningsværk, der nogensinde har stået på dansk jord. Endnu mere eventyrligt tager det sig ud på Heinrich Hansens romantiske maleri.
         I sine sidste år på Hven forsøgte Tycho Brahes at fuldende et kæmpemæssigt astronomisk værk på 800 sider. Det lykkedes ham aldrig at få det trykt, bl.a. fordi han havde besvær med at skaffe tilstrækkeligt papir. Han havde ellers bygget sin egen papirmølle og indrettet sit eget trykkeri på øen. Tilsyneladende kunne han ikke regne med leverancer fra Danmark.
         Situationen forværrede sig drastisk efter Christian IV’s kroning, for pludselig blev der rejst en lang række alvorlige anklager mod astronomen. Mindre end et år efter kroningen søgte den anklagede tilflugt i Tyskland, hvor han altid var blevet behandlet med respekt og beundring. I Hamborg havde han ingen problemer med papirforsyningen og udgav kort efter afrejsen fra Danmark en bog om sine instrumenter og om Hven eller Venusia, som han var begyndt at kalde sit højtelskede len.
         Ved Elben skrev han et gribende latinsk afskedsdigt, der var stilet til en kvinde: ”Dania, hvad har jeg gjort dig?” På poetisk vis slog den landflygtige op med sit fædreland, som han sammenlignede med en utaknemmelig elskerinde.
         På et maleri fra samme periode betegnede han sit ophold i Danmark som et langvarigt eksil og udtrykte sin glæde over den genvundne frihed. Astronomen var glad for at vende tilbage til det tyske kejserrige, som han betragtede som sit nye selvvalgte fædreland. Han døde ikke som landflygtig udlandsdansker og havde i mange henseender en stærkere tilknytning til Tyskland end til Danmark. Ser vi bort fra barndomsårene og opholdet på Hven, så tilbragte han kun en ganske lille del af sit liv i Danmark. Han var mindst lige så meget tysker som dansker, da han døde.
         I Prag blev han modtaget med åbne arme af den overtroiske og let påvirkelige kejser. Rudolf II var for sit vedkommende flygtet fra det hektiske Wien for at gå på jagt i fred og ro i de bøhmiske skove. I den tjekkiske hovedstad omgav han sig med astrologer og alkymister og bekymrede sig ikke om kejserrigets anliggender. Han beskrives som en åndeligt og fysisk svækket person, der for det meste var på randen af sammenbrud. Ud fra et juridisk synspunkt var han til en vis grad ansvarsløs.
         Tycho Brahe kom til Prag sammen med samleverske Kirstine og deres 6 voksne børn. Snart strømmede der nye beundrende medhjælpere til, bl.a. den unge tysker Johann Kepler. Han var varm tilhænger af Kopernikus’ teori om, at jorden drejede rundt om solen. Tycho Brahe troede for sit vedkommende på, at jorden var fastsnøret i verdensrummets navle og at hele universet var indesluttet i en mindre ”nøddeskal”. Således blev hans verdenssystem beskrevet af en samtidig kopernikaner.
         Den skånske astronom var i Prag ved at lægge en sidste hånd på sit livsværk, da han fik en invitation fra en lokal personlighed. Under middagen blev han pludselig alvorligt syg, men efter nogle dage med feber, vildelse, smerter og urinproblemer fik han det kortvarigt en lille smule bedre. I den sidste nat før dødstidspunktet kunne han ordne en række sager.
         Således blev sygdomsforløbet beskrevet i den lange tale, som Jan Jessenius holdt ved begravelsen i Teynkirken. Talen udkom på tryk få uger efter dødsfaldet. Jessenius var en slovakisk adelsmand. Han blev først professor i anatomi i Wittenberg og kom senere til Prag, hvor han fungerede som kejserens medicinske rådgiver. Efter Tycho Brahes død blev han officielt udnævnt til kejserlig livlæge. Da han holdt talen, var han netop blevet berømt efter at have foretaget en af verdenshistoriens første offentlige autopsier. Som protestant fik han senere problemer med Rudolf II’s efterfølger og endte sit liv på skafottet.
         I sin tale roste Jessenius Braheslægten og omtalte den afdødes svenske slægtning Erik Brahe, der deltog i begravelsen. Han roste også den svenske konge Gustav Vasa, den danske konge Frederik II, den skotske konge Jakob VI og den tyske hertug Ulrik af Mecklenborg. Taleren fremhævede de sidste tre mænds beundring for den afdøde. Kun Christian IV blev helt forbigået i begravelsestalen.
         Til slut benyttede Jessenius lejligheden til at gøre lidt reklame for sig selv og meddelte, at han netop var ved at afslutte sin anatomiafhandling i Wittenberg, da han hørte om Tycho Brahes sygdom. Han var øjeblikkeligt draget til Prag, hvor han så en sørgende familie, da han trådte ind ad døren. Han var altså ikke til stede under sygdomsforløbet.
         Alligevel kunne han udførligt beskrive sygdommen, sandsynligvis efter udsagn fra de pårørende. Han understregede, at han beskrev lidelsen så udførligt, for at ingen skulle øve vold imod sandheden med uvedkommende løgnehistorier. Denne bemærkning vidner om, at der dengang gik rygte om mord.
         Ikke helt uden betydning er et af de to sørgedigte, der blev trykt sammen med begravelsestalen. I en elegi sammenlignede Kepler sin afdøde læremester med fuglen Fønix: ”Du allerstørste kejser over andre konger, / mærker du ikke en vis skjult følelse i dit hjerte? / Fønix fløj ned til os fra det ugæstfrie nord og byggede rede på tysk jord. / Du ønskede at se Fønix ved dit eget hof. Ingen anden fugl var dit kejserrige ikke mere værdigt.”Det er vers, der vidner om oprigtig beundring. De kan ikke stamme fra en skrupelløs morder.
         Efter Tycho Brahes død kom Kepler i besiddelse af den eftertragtede observationsjournal. På den sidste side tilføjede han en kort notits, der i vid udstrækning stemmer overens med oplysningerne i Jessenius’ trykte begravelsestale. Der var dog et par tilføjelser. I forhold til Jessenius er Kepler mere præcis, hvad angår den skæbnesvangre middag. Kepler forklarede, at den berømte vært var baron von Rosenberg og at Tycho Brahe gik hen til baronen i selskab med Minckwitz. Ingen har interesseret sig nærmere for de to mænd, heller ikke efter, at det blev påvist, at astronomen døde af kviksølvforgiftning.
         Baron Peter von Rosenberg tilhørte den mægtigste adelsslægt i Bøhmen. Den ejede i 1500-tallet et utal af slotte og borge. Peters storebror Wilhelm havde i sin tid bosat sig i Krumau an der Moldau i det sydlige Bøhmen. Her havde han ombygget en gammel middelalderlig borg til et prægtigt renæssanceslot. Det blev et pilgrimssted for Europas alkymister. Der findes en næsten hel hjemmeside om Wilhelms forsøg på at skabe guld.
         I 1592 overtog Peter von Rosenberg et imperium af slotte og borge, men han var mindre begejstret for alkymi end sin storebror. Han førte til gengæld et liv i sus og dus og tiltrak sig hurtigt en kæmpegæld. Inden for fem år måtte han sælge ikke færre end otte slotte og et par sølvminer, og på Tycho Brahes dødsdag, den 24. oktober 1601, solgte han yderligere tre slotte til kejseren, deriblandt Krumau, det næststørste bygningsværk i Tjekkiet efter kongeborgen Hradschin i Prag. Efterfølgende synes baronens økonomiske situation at have forbedret sig. Han flyttede snart ind i et mindre renæssanceslot i Wittingau. Her opbyggede han et af Middeleuropas største biblioteker.
Mens denne adelsslægt uddøde med Peter von Rosenberg i 1611, lever Minckwitzslægten endnu i bedste velgående. Den tæller i dag 104 medlemmer og ejer en smuk hjemmeside. Den stammer fra Saksen og havde tidligere en række forbindelser til Danmark.
         Ehrenfried var nogenlunde jævnaldrende med Peter von Rosenberg og Tycho Brahe og tilhørte den såkaldte Casparlinie. Ehrenfrieds storebror Caspar III var kejserlig diplomat og deltog i forhandlingerne i Stettin mellem de to krigsførende nationer Danmark og Sverige. Der er især hans fortjeneste, at en våbenhvile kom i stand efter flere måneders hårde forhandlinger. Kort før sin død blev Caspar III ophøjet til Freiherr, dvs. baron. Ehrenfried fik samme forfremmelse. Caspar III blev bisat i samme kirke som Tycho Brahe.
         Ehrenfried gik i sin storebrors fodspor som diplomat. Det vides, at han blev udsendt af kejseren i vigtige anliggender „die ganze Christenheit betreffenden“, dvs. vedrørende hele kristenheden. For dette arbejde fik han udsættelse af sin gældsafdragelse. I 1596, kort før Tycho Brahes afrejse fra Danmark, blev han alligevel nødt til at sælge et hus i Prag. Det lå lige bag ved Teynkirken. I 1598, kort efter samme forhastede afrejse, blev Ehrenfried udsendt til den unge danske konge. Der vides intet nærmere om denne mission, men måske blev der talt om udlevering af en dansk asylansøger i Hamborg.
         Med sin notits i observationsjournalen gjorde Kepler eftertiden opmærksom på de to personer, som Jessenius ikke havde citeret i begravelsestalen. Pga. professorens advarsel mod onde rygter kunne den unge astronom ikke anklage nogen åbenlyst. Desuden ville han ikke forpurre sin egen lovende karriere. Allerede inden begravelsen var han blevet udnævnt til Tycho Brahes efterfølger som kejserlig hofmatematiker. Derfor nøjedes han med en diskret notits, men bidrog alligevel til opklaringen af en af verdenshistoriens mest geniale forbrydelser.
         Mange år senere tilegnede Kepler sit afdøde forbillede en af sine bøger. I tilegnelsen til astronomernes fønix vendte han tilbage til det tragiske øjeblik og roste ”svenskeren Erik Brahe, greve til Visingsborg, den polske konges rådgiver, i hvis arme den ophøjede mand udåndede, mens han så på mig“.
        Klokkeslættet for Tycho Brahes død kendes fra en ung læge, der i en bog noterede, at astronomen døde mellem klokken 9 og 10 om formiddagen. Dødstidspunktet bekræftes i dagbogen. Lægen tilføjede, at en sten bevirkede en blæresprængning. Denne teori gjorde Milan Kundera til en myte, da han i sin tid erklærede Tycho Brahe til verdenshistoriens mest latterlige udødelige.
         Hvem var nu den person, der holdt Tycho Brahe i sine arme klokken 9 om formiddagen den 24. oktober 1601?
         Erik Brahe tilhørte den svenske gren, der havde udskilt sig fra den danske stamme af Braheslægten i det 14. århundrede. Han havde samme tiptiptipoldefar som sin skånske slægtning, og de to traf sikkert hinanden for første gang i Prag.
         De to slægtninge havde et slående lighedspunkt, for Erik Brahe havde et smukt renæssanceslot på en lille ø, der minder om Hven. Visingsborg lå engang på Visingsö midt i Vättern. Slottet er bedre bevaret end Uraniborg.
         Som ung mand trådte Erik Brahe i kong Johan III’s tjeneste. Den svenske konge var en af Gustav Vasas sønner. Johan III havde giftet sig med en polsk prinsesse og benyttede sig af Erik Brahe som diplomat til at få valgt sin søn Sigismund til polsk konge. I seks år opholdt greven sig ved det polske Vasahof og trådte i denne tid over til katolicismen. Ved Johan III’s død blev Sigismund kronet til konge af Sverige, og Erik Brahe fulgte med denne tilbage til sit fædreland som rådgiver for Sigismund. Han blev udnævnt til statholder i Stockholm, da den svenskpolske konge tog tilbage til sin kone i Polen.
         Sigismund havde en protestantisk farbror, hertug Karl. Han blev uvenner med sin katolske nevø og afsatte Erik Brahe som statholder. Greven trak sig derefter tilbage på Visingsborg i nogle år. I 1597, hvor Tycho Brahe forlod Danmark, udløste hertug Karl et oprør i Sverige mod sin fraværende nevø. Det fik Erik Brahe til at flygte tilbage til Polen over Norge og Danmark.
         Allerede året efter vendte greven tilbage til Sverige sammen med Sigismund, der med militærmagt forsøgte at genvinde sit tabte kongerige. Kongen led et afgørende nederlag i Stångebro ved Linköping, og hans svenske allierede blev taget til fange. Han selv måtte flygte til Polen og blev afsat som konge af Sverige. Da hertug Karl først blev kronet fem år senere, var Sverige officielt uden konge, da Tycho Brahe døde.
         Erik Brahe deltog ikke personligt i slaget i Stångebro og nåede at skifte lejr i rette tid. Hertug Karl værdsatte ellers ikke den katolske greves umoralske levevis. På Visingsborg modtog Erik Brahe nemlig besøg af sine elskerinder, og en af dem fødte endda en uægte søn på øen. Hertug Karl beskyldte engang den udskejende greve for hor og forsøgte at inddrage Visingsborg.
         Efter slaget i Stångebro havde hertugen imidlertid brug for Erik Brahe, for Kalmar var endnu i hænderne på en af Sigismunds sidste trofaste støtter, Johan Sparre. Han var gift med en af Erik Brahes søstre. Under den langvarige belejring af Kalmar (30.11.1598-02.03.1599) forhandlede Erik Brahe i hertugens navn med sin svoger, der til sidst lod sige overtale til overgivelse. Hertug Karl holdt dog ikke sit løfte om frit lejde. I stedet lod han Johan Sparre halshugge og satte hovedet på en pæl foran Kalmar. Enken fik bagefter kraniet udleveret.
         Erik Brahe fulgte med den blodtørstige hertug til Linköping, hvor Johan Sparres storebror Erik Sparre var anklaget for landsforræderi. Den anklagede var gift med en af Erik Brahes andre søstre Ebba. Deres søn Gustaf Sparre skulle senere gifte sig med en af Tycho Brahes døtre.
        Under retssagen mod kong Sigismunds allierede var Erik Brahe hoveddommer. Det var ham, der underskrev de dødsdomme, der kom til at koste Erik Sparre og en lang række andre svenskere livet. Henrettelserne omtales i historiebøgerne som ”Linköping blodbad” (20.03.1600). Erik Brahe havde således et medansvar i henrettelserne af to af sine svogre.
         De tragiske begivenheder omtales og kommenteres i dagbogen. Den blev påbegyndt i Polen i 1593 og går frem til 1607. Den omfatter således opholdet i Prag. Dagbogen er skrevet på latin med enkelte kommentarer på svensk, tysk og fransk. Fransk er forbeholdt charmørens kærlighedsforhold. Samvittighedsfuldt noterer han elskerindernes besøg og skriver fx ”Lull arrive”. Erik Brahe befandt sig på Visingsborg sammen med sin elskerinde ”m’amie Anneka”, da Kalmar slot blev indtaget. Da hans svoger Johan Sparre blev halshugget, skrev han: ”Jahan Sparre schendelige mördath”. Erik Brahe følte sig forrådt af den svenske hertug.
         Han var en bonvivant, og dagbogen giver et sympatisk billede af hans person. Det fremgår af antegnelserne, at den stakkels mand havde kroniske pengeproblemer. I sin ødsle og umoralske levemåde ligner han således baron von Rosenberg og Tycho Brahe på en prik. De tre aristokrater skyldte alle penge til højre og venstre og havde et konfliktfuldt forhold til statsmagten, det være sig hertug Karl, kejser Rudolf eller kong Christian.
         Da dagbogen kunne falde i de forkerte hænder, havde Erik Brahe opfundet et hemmeligt kodealfabet. Siden alfabetet blev afkodet under Første Verdenskrig, har ingen interesseret sig videre for dagbogen. Vi skal her nøjes med at se nærmere på de sidste to år før Tycho Brahes død.
         I begyndelsen af år 1600 var Erik Brahe som sagt i Linköping som hoveddommer. Her fik han besøg af sin bedrøvede søster Ebba, hvis mand sad og ventede på sin dødsdom. En uges tids før henrettelserne beklagede Erik Brahe sig over hertug Karls valg til konge af Sverige. Han betegnede valget som barbarisk og bondeagtigt. Han kunne ikke gøre noget for at redde sine tidligere kampfæller, og dagen før blodbadet blev han endda sendt hen til de dødsdømte af den kyniske hertug. Det står skrevet med almindelige bogstaver. Greven anvendte derimod sit kodealfabet for at udtrykke medlidenhed med de henrettede den næste dag. Efter Linköping blodbad skyndte han sig tilbage til sin elskerinde på det fredelige Visingsborg.
         Her forsøgte han at glemme de tragiske begivenheder og gav afløb for sin ophobede frustration ved at gå på jagt (26.03.1600). Måske kaldte han en af de nedlagte harer for Karl. Han fortalte et par uger senere (14.04.1600) om et mareridt, men ellers var alting fryd og gammen på Visingsborg. Den 25. maj holdt slottets kok endda bryllup. Erik Brahe synes at have nydt tilværelsen i et par måneder. Han skrev breve til sin familie og mødte dronningen i Stockholm. Der skete intet særligt, han havde ingen onde drømme, ingen bekymringer, ingen samvittighedskvaler.
         I slutningen af august modtog greven brev fra sin elskerinde Anna Kern. Hun var datter til den apoteker, der efter sigende blandede gift til Erik XIV, Johan III og hertug Karls storebror. Ældre undersøgelser har påvist, at den svenske konge blev forgivet med arsenik. Det er den mest almindelige og mest sikre måde at myrde folk på.
         Samtidig med elskerindens besked fik Erik Brahe også et brev fra en person, som han efterfølgende kalder ”Hans Holst”. Da han en enkelt gang kalder vedkommende fyrste af Holsten, må det sidste af de to d’er ved første omtale stå for dux, hertug. Man skulle tro, at denne hertug Hans af Holsten ville være let at identificere, men det har ikke været tilfældet for en lægmand som undertegnede.
         Jeg tænkte først på Hans den Yngre, Christian IV’s farbror [korrekt gæt, se efterord]. Han byggede slottet Glücksburg og blev stamfader til glücksborgerne, der overtog tronen i 1863. Problemet er, at Glücksburg ligger i Slesvig og at Hans den Yngre var hertug af Sønderborg og Plön. Han havde kun enkelte besiddelser længere sydpå. Desuden blandede han sig ikke i storpolitik, men brugte i stedet sin tid på at avle børn, til stor glæde for Danmarks nuværende royalister.
         Jeg overvejede derefter, om Hans Holst kunne svare til Johan Adolf, Christian IV’s svoger. Johan Adolf havde dagen efter Christian IV’s kroning giftet sig med kongens lillesøster Augusta. Han var hertug i de gottorpske dele i hertugdømmerne Slesvig og Holsten og havde et nært forhold til kong Christian. Han residerede imidlertid på Gottorp Slot, der ligger i Slesvig. Derfor var det sikkert heller ikke ham, der sendte Erik Brahe et brev efter Linköping blodbad.
         Den tredje kandidat var Christian IV’s lillebror, prins Hans. Han var dengang kun lige fyldt 17 og nåede aldrig at blive portrætteret. Lad os se nærmere på hans korte liv.
         Som 14-årig forlod han Danmark for at studere på et udmærket fransk universitet. Derefter foretog han forskellige rejser rundt omkring i Europa, blandt andet til Ditmarsken og til Norge. Ifølge dagbogen mødtes han første gang med Erik Brahe ved Göteborg [i virkeligheden hans fætter, Hans den Yngres søn]. Et par måneder senere traf de hinanden i Danzig (Gdańsk), en fri hansestad under delvis polsk øvrighed. I Bøhmen traf de hinanden både i og uden for Prag. Otte uger før Tycho Brahes død forlod prins Hans sin rejsefælle og blev et par dage efter dødsfaldet erklæret væragtig af sin storebror, dvs. at han måtte bære våben. Der blev indgået forlovelse med zarens datter, og derefter deltog Hans i den blodige belejring af Ostende i det nuværende Belgien.
         Så kaldte Christian IV’s sin lillebror tilbage til Danmark, hvor de indgik en aftale. Prinsen gav afkald på sin del af Slesvig og Holsten mod 60.000 rigsdaler. Dette engangsbeløb, der skulle dække omkostningerne til den russiske bryllupsrejse, overskrev langt prisen for 21 års hvensk stjerneforskning. Tycho Brahes lillebror Axel var en af de mange rejsedeltagere. Kort efter sin storebrors afrejse fra Hven var han sejlet over til den lille ø som medlem af en kongelig undersøgelseskommission. Han var rigsråd og regnes for en af Christian IV’s mest trofaste rådgivere.
         Ved ankomsten til Moskva fik prins Hans ikke lejlighed til at se sin brud lige med det samme og blev pludselig syg midt i oktober, en farlig årstid. Han døde efter et par ugers sygdom. Hans lig blev senere ført til Roskilde Domkirke.
         Lad os vende tilbage til Visingsborg. Efter brevet fra hertug Hans [= Hans den Yngre] forlod Erik Brahe skyndsomt sin ø og genså aldrig sit smukke slot. Et par uger senere mødtes han med hertug Hans i Kungälv ved den dansksvenske grænse [= Hans den Yngres søn Hans Adolf]. Efter mødet rejste han videre ned gennem Halland og Skåne og sejlede over til Helsingør. Tre dage senere ankom han til Køge, overnattede derpå i en kongsgård og nåede til Gedser efter to uger i Danmark.
         Fra Falster sejlede han til Stettin og tilbragte en god måneds tid i Pommern, tilsyneladende uden bekymringer. Han gik på jagt i nærheden to gange i november. Først den 12. december ankom han til Danzig. Efter sit forræderi under den svenske borgerkrig var han ikke ivrig efter at møde kong Sigismund.
         Den 11. februar 1601 forlod han alligevel den frie hansestad og drog mod syd. Undervejs intensiverede han sin skriveaktivitet og sendte breve til prins Hans og en uidentificeret doktor Staller [i virkeligheden en svenske jesuit]. Den 25. februar meddelte han, at han havde ”ondt i hjertet”.
         Erik Brahe nåede ikke frem til den polske hovedstad. Han afbrød sin rejse i Thorn (Toruń) den 12. marts og var den 23. tilbage i Danzig. En uge senere modtog han et skæbnesvangert brev fra Warszawa. Det var sendt af doktor Staller til en vis Magnus, måske Erik Brahes lillebror i Sverige [i virkeligheden en skandinavisk munk i Danzig]. Staller bekræftede, at Erik Brahe er faldet i kong Sigismunds unåde.
         Efter modtagelsen af dette altafgørende brev gik Erik Brahe over til den gregorianske kalender og indstillede sig dermed på det katolske tidssystem. Han blev i Danzig i en lille måneds tid, men sov dårligt den 9. april. Den 27. april bad han Jesus om forbarmelse og forlod Danzig dagen efter. Der var nu mindre et halvt år til Tycho Brahes død.
         Rejsen til Prag gik langs med Østersøkysten og derefter ned gennem Slesien, så langt som muligt fra den polske konge. Erik Brahe ankom til Prag den 14. maj og blev i Bøhmen indtil slutningen af året. Første del af dagbogen ophører den 15. december et par uger efter Tycho Brahes død. Erik Brahe vendte derefter tilbage til Danzig og påbegyndte her en ny dagbog i begyndelsen af 1602. Det lykkedes ham at forsone sig med den polske konge, for i maj indfandt han sig i Warszawa og fik den 2. juli af dusør på 100 gylden af kong Sigismund. Den svenske greve tilbragte de sidste 12 år af sit liv i Danzig i fred og ro.
         Efter ankomsten til Prag begyndte Erik Brahe at få samvittighedskvaler. To gange skrev han ”mea culpa” og bad altså om syndsforladelse. Den 23. maj skrev han til hertug Hans, og den 1. juni skiftede han adresse. Han nævnte samme dag et brev fra kejseren til hertug Hans. Tre dage senere bad han atter om syndsforladelse, denne gang med et ”mea maxima culpa”, min store synd.
         Den 15. juni havde han en samtale med Johann Ducker, en af kejserens rådgivere. De kendte hinanden fra dengang, hvor Ducker var kejserlig udsending i Polen.
         To dage efter mødet med Ducker forlod Erik Brahe Prag for at tage på kur i Teplitz nord for Prag. Han kom først tilbage til hovedstaden tre uger senere (07.07). Under sit kurophold traf han flere personer, deriblandt hertug Hans. De gik endda i bad sammen. Måske drøftede de astronomi.
         Et par uger senere dukker Tycho Brahes navn for første gang op i dagbogen. Det skete dagen efter, at hertug Hans havde været til samtale med kejseren. Erik Brahe blev hjemme og fik årelad. Den næste dag var hertugen atter oppe på kongeborgen og traf i den anledning Tycho Brahe, for han bragte en hilsen fra videnskabsmanden med tilbage til den svenske greve. I dagbogen blev der sat et stort kryds ud for denne vigtige begivenhed. Den 15. juli var hertug Hans til samtale ved hoffet for tredje gang og traf atter Tycho Brahe.
         Efter hertug Hans’ tre samtaler med kejseren var Erik Brahe for første gang selv ved hoffet og fik samme dag besøg af Tycho Brahe. Derefter var han meget utilfreds med hertugen i to dage og vendte så selv tilbage til hoffet, efterfulgt af hertug Hans.
         I den sidste uge af juli havde Erik Brahe frygtelige samvittighedskvaler og bad til både Sankt Jakob og Sankt Anna. Efter fire dage med fortvivlede bønner var han til middag hos Tycho Brahe og til samtale med kejseren nøjagtig samme dag. Der var nu mindre end tre måneder til astronomens død.
         Den 1. august indgik hertug Hans en eller anden aftale med kejseren. I en gådefuld sætning bad Erik Brahe jomfru Maria om lænker, idet kun lænker, kunne redde ham fra lænker. Han flyttede seks dage senere og betegnede sig som synder. Den 17. august mødtes han med kejseren, og to dage senere tog hertug Hans af sted. Den 30. august rejste Erik Brahe for sit vedkommende til Olmütz (Olomouc) i den østlige del af det nuværende Tjekkiet. Her besøgte han jesuitterne og skrev til en kardinal (08.09).
         Efter knap to ugers fravær var han tilbage i Prag den 12. september. I den efterfølgende tid var den kejserlige gesandt Johann Ducker på besøg hos Erik Brahe et par gange. Efter det sidste besøg fik den svenske greve et nyt anfald af dårlig samvittighed og flyttede endnu engang. Han sendte sedler (schedulae) til Ducker og Karl von Liechtenstein, formanden for det kejserlige gehejmeråd. I løbet af september måned havde svenskeren også møde med Johann Barvitius, en anden af kejserens rådgivere. Det var ham, der to år forinden havde taget imod Tycho Brahe ved hans ankomst til Prag.
         Den 29. september bekendte Erik Brahe sin store skyld og vaskede sit hoved som tegn på syndsforladelse. Dagen efter var han til frokost hos sin berømte slægtning, der nu havde mindre end en måned tilbage af sit liv.
         Den 1. oktober bragte Johann Ducker Erik Brahe 350 gylden, et rimelig pænt beløb. Tre dage senere mødte svenskeren atter Barvitius, og den 6. oktober var han til samtale med Barvitius’ overordnede, Karl von Liechtenstein.
         Den 9. oktober skiftede Erik Brahe for fjerde gang adresse og modtog to dage senere Ehrenfried von Minckwitz und Tycho Brahe til middag. Minckwitz nævnes her for første gang i dagbogen. Kun to dage senere fulgtes den kejserlige rådgiver og den kejserlige hofmatematiker ad hen til den skæbnesvangre middag hos baron von Rosenberg. Efter dagbogen at dømme deltog Erik Brahe ikke selv i middagen. Kepler nævner heller ikke hans navn i observationsjournalen. Ifølge Jessenius var der dog andre gæster til stede ved middagen, hvor Tycho Brahe blev syg. Den 13. oktober, der ikke var en fredag, men en lørdag, noterede Erik Brahe uden yderligere forklaringer, at han havde været stærk indtil da, men der var et eller andet, som han ikke havde været i stand til at gøre.
         Om tirsdagen gik Erik Brahe op til kejseren og betegnede sig som sekretær. Ved at skrive dette ord med kodebogstaver tilkendegav han, at han havde en hemmelighed. En sekretær er en person med hemmeligheder.
         De følgende dage afventede Erik Brahe tilsyneladende sin sengeliggende slægtnings død. Han slog ventetiden ihjel med et ”kvindfolk”. Det var jo efterhånden længe siden, han havde set noget til Anna Kern.
         Da der efter en uge ikke var kommet nogen melding om dødsfald, besøgte han Tycho Brahe og blev inviteret til middag. Den 20. oktober skrev han for første gang astronomens navn med kodebogstaver. Ud for de næste tre dage anvendte han samme gentagelsestegn, som da han fik det ubehagelige brev om kong Sigismunds unåde (29.03.1601). Erik Brahe var altså på besøg hos Tycho Brahe hver dag indtil den 23. oktober. Den dag blev astronomen ifølge Pallons håranalyse forgivet.
         Den 24. oktober nøjedes Erik Brahe ikke med at ansætte dødstidspunktet til kl. 9 om formiddagen. Han skrev også nogle tegn, som jeg i første omgang fortolkede som to m’er, men den amerikanske Tycho Brahe-specialist John Robert Christianson har gjort mig opmærksom på, at de tre tegn i virkeligheden markerer begyndelsen på Skorpionen.
         Tre dage senere død skrev Erik Brahe, at han forlod enken. Han havde da været på besøg en hel uge i træk.
         En uge senere var den svenske greve til begravelse. Fra en anden samtidig beretning ved vi, at han og Minckwitz gik lige bag ved ligkisten med den afdødes søn mellem sig, et makabert optog.
         En uges tids efter begravelsen mødtes Erik Brahe igen med Minckwitz. Man kan på en fransk margenantegnelse mærke, at greven for alvor begyndte at savne sin svenske elskerinde.
         To kun dage efter besøget hos Minckwitz fandt der et usædvanligt møde sted hos Kirstine. Hun havde inviteret Erik Brahe, Minckwitz og baron von Rosenberg til middag samtidig. Det er første og eneste gang, baronen nævnes i dagbogen.
         Et par uger senere var Erik Brahe atter på besøg hos Minckwitz, og to dage efter besøget bragte værten dårlige nyheder. De betød tilsyneladende, at grevens diplomatiske mission i Prag var afsluttet, for få dage senere ender første del af dagbogen.

Efter objektiv fremlæggelse af alle disse ubestridelige fakta vil jeg tillade mig at fremføre min spekulative teori:

Efter blodbadet i Linköping blev det besluttet i København at bruge Erik Brahe til at myrde en af verdens berømteste personligheder i Prag. Svenskeren blev valgt, fordi han var medskyldig i henrettelserne af to pårørende og fordi han som slægtning til astronomen lettere end fremmede kunne adgang til det udpegede offers hus.
         Det var kongen, der personligt ønskede at skille sig af med sin umedgørlige rival. Mordet skulle foregå på en diskret måde, for Europa befandt sig på randen af den værste krig i sin historie. Havde en protestantisk lejemorder myrdet den verdensberømte astronom på åben gade midt i den katolske hovedstad, så var Trediveårskrigen muligvis brudt ud 17 år for tidligt. En sådan aktion kunne have haft samme konsekvenser som mordet på ærkehertugen i Sarajevo i 1914.
         Da man ikke kunne bruge arsenik ligesom i Sverige, valgte man kviksølv. Det kunne en langsommere virkning. Giften blev for en sikkerheds skyld afprøvet på en provokerende professor, der i alle sine bøger skrev, at sandhed avler had. Ifølge en elev blev professoren ramt af farlig katarrh i slutningen af maj, dvs. to måneder efter de blodige henrettelser ovre i Sverige. To uger senere døde han i en alder af 47. Ifølge et senere vidnesbyrd havde han kastet sig over kemiske eksperimenter, der havde haft en skadelig indflydelse på hans helbred. Han blev begravet i Vor Frue Kirke i København, men hans lig eksisterer ikke mere.
         For at komme i kontakt med Erik Brahe bad den unge konge sin endnu yngre lillebror [faktisk hans farbror] om at skrive et brev. I brevet advarede hertug Hans den svenske greve mod hertug Karl, tilbød ham flugtmulighed gennem Danmark, men fortalte endnu ikke noget om mordplanen. Hertug Hans [faktisk Hans Adolf] tog imod svenskeren ved grænsen.
         Erik Brahe rejste lettet til Danzig, der lå uden for kong Sigismunds rækkevidde, men kort efter hans afrejse fra Gedser sendte Christian IV to af sine diplomater af sted til det polske hof. Den ene var rigsråden Henrik Lykke, den anden den kongelige historiograf Niels Krag, den afdøde fysikprofessors storebror. De to diplomater var i Polen fra december 1600 til april 1601 og befandt sig altså ved det polske hof, da Erik Brahe fik det omtalte brev om kongelig unåde. Det var målet med deres mission at få den landflygtige greve til at tro, at han nu også var faldet i unåde hos den polske konge.
         Her kommer hertug Hans atter ind i billedet. Han havde siden mødet ved Göteborg stået i forbindelse med Erik Brahe og befandt sig nu i Danzig [Hans den Yngre var i Danzig, men det var hans søn, Erik Brahe havde mødt ved Göteborg]. Her gav han Erik Brahe konkrete instrukser om den forestående mission i Prag. Svenskeren havde ingen anden udvej end at rejse til Bøhmen.
         Der mødtes han igen med hertug Hans. Christian IV’s lillebror [dvs. farbror] opsøgte kejseren og forhandlede sig til dennes neutralitet. Forgiftningen skulle finde sted hos en forgældet bøhmisk baron, der hårdnakket nægtede at skille sig af med sine sidste slotte, specielt det i Krumau, men også det store palæ i kongeborgen i Prag, der den dag i dag hedder Rosenbergpalæet.
         Kejserens nærmeste rådgivere, Ducker, Barvitius, Karl von Liechtenstein og Minckwitz, blev indviet i den danske mordplan, og sidstnævnte fik til opgave at komme gift i Tycho Brahes vinglas eller tallerken ved middagen hos baron von Rosenberg. Gæstebuddet fandt højst sandsynligt sted i det store palæ, der blev solgt 11 dage senere til kejseren.
         Længe inden det første mordforsøg havde prins Hans forladt scenen og blev i København belønnet af sin storebror, der erklærede ham krigsdygtig og lovede ham en smuk og rig hustru. Prins Hans havde et skudsikkert alibi, da ulykken indtraf.
         Erik Brahe var alene tilbage i Prag med sine samvittighedskvaler midt i et stort internationalt magtspil. Da prins Hans var rejst af sted, skyndte han sig hen til jesuitterne for at bede syndsforladelse. Han er en af verdenshistoriens ynkeligste mordere.
         Efter det første mislykkede mordforsøg måtte greven bide i det sure æble og selv på en eller anden måde lokke sin syge slægtning til at indtage den nødvendige mængde kviksølv. Kepler, der boede på første sal sammen med sin kone, fattede aldrig, hvad der foregik nedenunder i Tycho Brahes soveværelse.
         På selve dødsdagen fik baron von Rosenberg kort efter klokken 9 et ultimatum: enten solgte han sine slotte, eller også blev han anklaget for mord. Den stakkels adelsmand var klar over, at der var noget galt, men han havde heller ikke noget valg og indvilligede med grædende hjerte i salgskontraktens ubarmhjertige betingelser. Den havde ligget klar til underskrift i mere end et år.
         Kejseren selv var heller ikke interesseret i at blive mistænkt for mord, så han bad Jessenius om at tilbagevise de rygter om forgiftning, der havde spredt sig som en løbeild. Professoren understregede, at der under ingen omstændigheder kunne være tale om andet end en uheldig sygdom.
         Samtidig med, at nyheden om Tycho Brahes død nåede frem til København, døde forstanderen for den kongelige skole i Sorø. Som belønning for den polske mission blev Niels Krag udpeget til ny forstander. Han forlod hovedstaden i april og nåede kun lige ned til Sorø, før han døde i en alder af 52. Han havde været en af Tycho Brahes nære venner og var begyndt at fatte mistanke om, at man havde misbrugt ham i et omfattende mordprojekt. Lige før rejsen til Polen havde han været en tur til England, hvor han havde fortalt lidt om forholdene i det rådne kongerige. I London der i det mindste én englænder, der dengang interesserede sig for astronomi, Øresund, danske konger og giftmord.
         Et par måneder efter Niels Krags død drog prins Hans af sted til Moskva sammen med en giftmorder. Om det var Axel Brahe eller en anden, der myrdede Christian IV’s lillebror, er lige så underordnet som Erik Brahe og Minckwitz’ nøjagtige rolle i Prag. Det afgørende er, at forbrydelsen i begge tilfælde skete på kongelig bestilling.
         Netop et år efter Tycho Brahes død var alting igen ved det gamle i det ældgamle kongerige med verdens kedeligste historiebøger. Kun Uraniborg stod endnu og spøgede ovre på Hven. Danske eksperter har gentagne gange beklaget, at slottet og hele anlægget ”så hurtigt efter Tycho Brahes bortrejse fra Danmark forfaldt og nærmest forsvandt fra jordens overflade”. Da udenlandske observatører efter Christian IV’s død endelig fik adgang til det forheksede ø, var slottet rent faktisk pist væk. Samtidig var der blevet bygget et nyt observatorium midt i den danske hovedstad. I fremtiden kan de samme historikere begynde at spekulere på, hvorfra man mon havde hentet byggematerialerne til Rundetårn, der i dag står og skygger over en lille buste.
         Denne spekulative teori er måske kun et eventyr, men gør det noget? Dania har nu engang altid været fostermoder for eventyr. Uanset om de er sandfærdige eller opdigtede, kan vi fryde os over, at vores eventyr regnes for at være verdens bedste. I udlandet ved de allerede, at vores ældste eventyr blev nedfældet på papir et par måneder efter den mystiske epidemi, der ramte brødrene Krag, Tycho Brahe og prins Hans. Dette forunderlige eventyr hedder ”Om Hven mellem Sjælland og Skåne” og bygger på ældgamle folkeviser sunget af den hvenske almue siden tidernes morgen. Det står der i det mindste i de bøger, vi plejer at stole på.

PS (december 2009):

Efter foredraget fortsatte jeg min efterforskning og kom til følgende resultat: Den gådefulde holstener, der sendte et brev til Visingsborg i august 1600 for at lokke Erik Brahe ud af Sverige, var ikke Christian IV’s lillebror Hans, men kongens farbror Hans den Yngre, hertug af Holsten-Sønderborg. Den person, som greven til Visingsborg traf i september i Kungälv på den dansknorske side af grænsen, var Hans den Yngres søn Hans Adolf. Han var på vej til den svenske hovestad for at træde i hertug Karls tjeneste. Den nye svenske magthaver førte krig mod sin nevø Sigismund i Livland (= Estland og Letland), og Hans Adolf endte med at blive udnævnt til statholder for Livland efter Tycho Brahes død. Den person ved navn Hans Holst, som Erik Brahe traf ved flere lejligheder i Danzig og Prag mellem december 1600 og august 1601, var Hans den Yngre.
         Det kan desuden oplyses, at ”doktor Staller”, som Erik Brahe traf i Thorn, var en svensk jesuit fra Linköping. Den ”broder Magnus”, som Staller skrev til fra Warszawa, var ikke grevens lillebror, men en eller anden nordisk jesuit, der levede i Danzigområdet. Der kan være tale om Magnus Laurentii. Han var beslægtet med Sveriges sidste katolske ærkebiskop Johannes Magnus. Endelig gælder den bøn, som Erik Brahe nedskrev den 1. august i Prag, ikke ham selv, men Hans Holst. Greven bad om lænker, for at hans holstenske medsvorne ikke skulle ende i lænker.

© 2009, Vinilandicus

© Vinilandicus 2010

Back to top